Daglig leder for Privat Dyrehold på Klelund
Vil du tage ansvar og bidrage med høj faglighed i et professionelt miljø omkring et Privat Dyrehold, hvor nærværende ledelse, ordentlighed og respekt for dyr, natur og mennesker går hånd i hånd?
På vegne af Klelund søges en erfaren og fagligt stærk daglig leder for Privat Dyrehold til en central og betroet nøglefunktion i Hovborg. Stillingen er for dig, der kan tage et betydeligt ansvar for det private dyrehold, den daglige drift, koordinering og samarbejde – og som med faglig tyngde, overblik og en nærværende ledelsesstil kan understøtte en velfungerende hverdag omkring dyreholdet.
Det private dyrehold er forankret ved Klelund Dyrehave i Hovborg. Klelund danner rammen om et ambitiøst naturrestaureringsprojekt i hjertet af Jylland, hvor naturen har første prioritet, og hvor respekt for alt levende er grundlæggende for tilgangen til natur, dyr og mennesker. Samtidig udgør Klelund Dyrehave en privat ramme omkring ejerfamiliens daglige liv og deres private dyrehold, hvilket stiller særlige krav til faglighed, dømmekraft, fortrolighed og respektfuld diskretion.
Som daglig leder for Privat Dyrehold får du en central rolle i den daglige drift, koordinering, kvalitetssikring og udvikling af ejerskabets private dyrehold. Dyreholdet består af ca. 25 islandske heste samt får, hunde, katte og terrariedyr.
Rollen kræver solid dyrefaglig indsigt, stærk driftsforståelse og evnen til at omsætte høj faglighed til klare rammer, velfungerende rutiner og en tryg hverdag for dyrene. Med blik for både pasning, pleje, faciliteter, arbejdsgange og samarbejde bidrager du til, at dyrenes fysiske sundhed, mentale balance og naturlige behov understøttes med omhu, præcision og høj kvalitet.
Du får en vigtig koordinerende og ledelsesmæssig rolle i teamet omkring dyreholdet, som aktuelt består af seks dyrepassere samt én teamleder. Rollen omfatter planlægning, prioritering, bemanding, daglig koordinering og løbende faglig sparring samt tæt samarbejde med teamlederen om opgaver, struktur og fælles retning i hverdagen. Du bidrager til trivsel, kvalitet og velfungerende arbejdsgange og bliver samtidig et vigtigt bindeled mellem ejer, ledelse, medarbejdere, dyrlæger, rådgivere og øvrige fagpersoner, hvor tydelig kommunikation og professionel dømmekraft er afgørende.
Som baggrund og uddannelse forestiller vi os, at du har en relevant dyrefaglig uddannelse – eksempelvis som dyrepasser, jordbrugsteknolog, veterinærsygeplejerske, dyrlæge eller tilsvarende – kombineret med solid erfaring fra et miljø, hvor kvalitet, driftssikkerhed og omsorg for dyr er afgørende. Alternativt kan du have opbygget en stærk faglighed gennem mange års relevant praksiserfaring med dyrehold, dyrevelfærd og daglig drift.
Du har gerne erfaring fra stutteri, ridecenter, større dyrehold eller lignende miljøer, og du har dokumenteret erfaring med ledelse, koordinering og praktisk drift. Erfaring med heste og hesteadfærd vil være en klar fordel, ligesom kendskab til islandske heste er positivt, men ikke et krav. Det er et krav, at du har kørekort B.
Som leder er du nærværende, tillidsvækkende og skaber struktur, retning og følgeskab gennem faglighed, ordentlighed og respekt. Du motiveres af at skabe de bedst mulige rammer for både dyr, mennesker og drift og trives i en hverdag, hvor detaljer, opmærksomhed og relationer er afgørende for kvaliteten. Du har samtidig en stærk forståelse for, at god dyrevelfærd handler om mere end pasning og pleje – og at dyrenes mentale trivsel, tryghed, adfærd og daglige stimulering er en integreret del af den samlede kvalitet.
Som person udviser du høj integritet, diskretion og stærk situationsfornemmelse. Du spejler dig i de værdier, der kendetegner Klelund, og har en naturlig forståelse for stedet, dyrene, naturen og menneskene omkring det. Du forstår betydningen af at arbejde i et miljø, som både er en professionel arbejdsplads og en privat ramme tæt på ejerfamilien. Med dømmekraft, ro og omtanke navigerer du naturligt i denne kontekst og bidrager til en hverdag præget af høj faglighed, ordentlighed og omsorg for alt levende.
Der tilbydes en sjælden og betroet nøgleposition i en organisation med stærke værdier, høje ambitioner og et langsigtet perspektiv.
Arbejdsstedet er Hovborg.
Det er en fordel, at du bor i rimelig køreafstand, men for den rette kandidat kan der være mulighed for bolig i forbindelse med ansættelsen.
Interesseret?
Klelund samarbejder med GML A/S om denne rekruttering. Du er velkommen til at kontakte Partner Lise Holler på liho@gml-hr.dk eller Head of Research Henriette Toftgaard Pedersen på htp@gml-hr.dk. Enhver henvendelse behandles fortroligt.
Bemærk, der afholdes ferie i uge 29 og 30.
- Department
- Operations
- Lokationer
- Klelund · Hovborg